Kunsthistoriske foredrag
Hulemaleri fra Altamira Grotten i Nordspanien.
Johannes Vermeer. “Pigen med perleørering”, 1666
Damien Hirst, “The physical impossibility of death in the mind of someone living”, 1991
Fra hulemaleri til Damien Hirst' akvariehajer
Kunstens enestående forskelligheder
Vi ser på eksempler af og får indsigt i mange forskellige billedkunstneriske udtryk fra hulemaleriet og den elegante symbolske ægyptiske kunst til i dag, hvor samtidskunsten folder sig ud i de smukkeste malerier og i mytiske, videnskabelige installationer. Vi skal ind i barokkens dramatiske handlinger og filosofien bag. Og naturligvis skal vi rystes over den banebrydende ny samfundskritiske realisme og impressionismens farve- og lys udfoldelser: vores moderne livs begyndelse. Med Marcel Duchamps “Ready Mades” lægger vi fundamentet til modernismen, og så er vi i vores egen tids kunst: et troldbarn med mange forældre.
Sonja Ferlov, “Maske” (Krigens Udbrud), 1939
Olivia Holm-Møller. “Dansende figurer”, 1921
Anne Marie Carl-Nielsen, “Musikkens Genius på den vingede hest”, 1930-1931
Kvindelige kunstneres udviklingsmuligheder og synliggørelse fra midten af 1800-tallet til 1975
I midten af 1800-tallet begyndte kvindelige kunstnere at arbejde med at frigøre sig fra den udelukkelse fra kunstneriske uddannelsesmuligheder, som de i flere hundrede år havde været underlagt. Man ønskede at opnå ligestilling med de mandlige kolleger, det vil sige den samme adgang til kunstakademier, til udstillingsmuligheder, til legater og medaljer.
Kvindelige kunstnere organiserede sig, f.eks. i KKS Kvindelige Kunstneres Samfund, og langsomt lykkedes det at opnå nogle af de ønskede mål. Alligevel manglede man en større grad af ligestilling og synlighed.
I 1971 udgav den amerikanske kunstkritiker Linda Nochlin en meget debatteret artikel: ”Hvorfor har der ikke været nogen store kunstnere blandt kvinderne?” Den rejste nogle vægtige spørgsmål: Kvinderne havde jo ikke haft samme muligheder for uddannelse, deres tildelte roller i livet var anderledes og de kvindelige kunstnere, der arbejdede med billedkunsten, de blev hurtigt sat i glemmebogen. Eller hvad skyldtes det, at der ikke var nogen store kvindelige kunstnere?
Kirsten Justesen,”Lunch”, 1975
Sophia Kalkau, “Sitting Red”, 2008
Kathrine Ærtebjerg, “De tusind Gåders sted”, 2006
Kvindelige kunstneres vej til synliggørelse fra 1975 til idag
Foredraget forsætter fra den store udstilling i 1975 på Charlottenborg, hvor omkring 100 kvindelige kunstnere (størstedelen), kunsthistorikere, bibliotekarer og forfattere deltog. Her blev der blandt andet sat fokus på, at mange kvindelige kunstneres værker var gledet ud i mørket, så nu skulle der igen arbejdes for en større grad af ligestilling mellem de kvindelige og mandlige kunstnere.
På tidens store internationale udstillinger som Venedig Biennalen og Documenta i Kassel kunne man gradvist følge, at flere og flere kvindelige kunstnere deltog, og den højt ansete filosof og kunstkritiker amerikaneren Arthur Danto skrev, at “de mest fornyende kunstnere fra 1980erne og frem, det var kvinder.”
Vi ser nærmere på et udvalg af danske og udenlandske store kvindelige kunstnere i tiden frem til i dag. Og ser igen på synligheden i museer og gallerier.
Jean-Honore Fragonard, “Les Progrès de l’amour”, 1771-72
Éduard Manet, “Le Fifre”, 1866
Fransk kunst fra 1600-tallet til Post-impressionismen
Den franske kunst om Nicolas Poussin, Claude Lorraine og akademitiden fra 1600 over den dekorative og løsslupne rokoko til revolutionstidens nyklassicisme med Jacques-Louis David. Så til den moderne franske kunst fra impressionismens smukke lys-og farvemalerier til post-impressionismens inddragelse af ny farvelære og symbolsprog.
Yvonne Droge Wendel: “The Black Spot”. Foto: Sonnich Jensen,FS
Ignacio Rabago: “Angreb på det Vertikale”, 1989. Foto: Lone Mengel
Jessica Stockholder: “White Light Laid Frozen | Bright Longing and Soggy Up The Hill” Foto: Torben Eskerod
Noget om Samtidskunst
Den Relationelle kunst
Begrebet Relationel Kunst blev introduceret af den franske kunstteoretiker Nicolas Bourriaud. Han mente, at kunsten i 1990erne bedst kunne karakteriseres ved sit sociale og politiske engagement. I denne periode opstod en tendens til, at kunsten skulle skabe sociale relationer mellem mennesker i stedet for gennem æstetiske objekter. Jeg viser eksempler på værker og tager udgangspunkt i den tidlige DADA-isme fra tiden omkring 1. verdenskrig.
Installationskunsten
Installationskunsten har rødder i kunsten i 1960erne, hvor kunstnere flyttede værker ud af museerne, som i Land-Art, og man begyndte at inddrage det omgivende rum – således at beskuerne kunne færdes i dette rum – det vil sige i selve værket. En installation kunne bestå af en sammensætning af mange forskellige ting: malerier, skulpturer, arkitektur, alle slags objekter, lys og video. Hermed blev der ændret på den hidtidige adskilte klassifikation af værkgrupper. Installationen blev en ny værkbetegnelse, og er stadigvæk en central genre i dag.